111
imellem hendes og Jans Hjem. Ti hjem til hende var han bange for at komme. Det kunde hurtigt rygtes ude omkring i Byen, og saa kunde det let hænde, at ogsaa hans Moder fik det at høre, og det var han bange for.
Karin havde en Tid mærket, at Jan saá modfalden ud, og hun forstod, at det kom af, at de var slemme ved ham i Hjemmet, og det gjorde hende saa ondt, men hun kunde ikke gøre andet end blot til Gengæld være dobbelt saa kærlig imod ham. Og mange Gange bad hun ham, at han ikke skulde tænke paa hende, men saa svarede han altid, at han blev ulykkelig for hele Livet, hvis han ikke fik hende.
Saa var det en Søndag. De havde taget af den nyhøstede Rug og havde bagt om Lørdagen, og hun var ene i Kirke. Og da hun kom ud i Solskinnet paa Kirkebakken, hørte hun, idet hun gik gennem Folkehoben, som langsomt gik ned til Vejen ad de ujævne Stentrin, en Bondepige, der hviskende sagde til en anden, at Jan Nils' Kæreste skulde komme i næste Uge fra Nabosognet med sin Moder for at sé paa Sagerne, og at Giftermaalet var saa godt som afgjort.
Hun kunde ikke komme til at tale med Nils, for han var beskæftiget med at spænde Hestene for. Men da han fik Øje paa hende, lod han Hestene staa og gik hen til hende og bad hende møde sig ved Stenen næste Morgen. Saa gik han sin Vej igen, og hun gik hjem. Men hun tænkte slet ikke
