118
bort, da det var blevet saa sørgeligt for ham heri Verden.
Og saa tænkte hun paa den Dag, hun havde ligget ene i Skoven og grædt, da han var gaaet fra hende. Hun havde aldrig siden grædt paa den Maade, og hun syntes, at der ikke mere kunde hænde hende noget rigtig tungt. Men hun mindedes saa grant, hvordan alt havde været den Dag. Lige tæt ved det Sted, hvor hun laa, var en flad Sten med røde Striber i. Hun kunde sé den for sig, naar hun vilde, bare hun lukkede Øjnene i. Og hun tænkte paa, at der var gaaet nogleogtyve Aar siden da, og at hun nu var gammel, og hun kunde i Tankerne ikke skille det ene Aar ud fra det andet. Hun kunde blot huske den Dag, da Moderen faldt ned og slog Ryggen fordærvet, og da Søsteren og den yngste Broder kom i Tjeneste, og da den ældste giftede sig.
Hun sad med foldede Hænder og saá paa Moderens Legeme, der laa stivt og ubevægeligt foran hende, og hun kom til at tænke paa, at hun intet havde i Huset, og at hun ikke en Gang vidste, hvad hun skulde svøbe Moderen i.
Hun gik hele den følgende Morgen og tænkte paa dette, indtil hun ud paa Formiddagen besluttede sig til at gaa op paa Herregaarden og spørge Fruen, om hun ikke havde noget, som hun kunde give hende.
Karin klædte sig pænt paa og begav sig paa Vej i den sorte Søndagsdragt og Silkesjalet samt
