26
maaske ikke kom til at overlage Gaarden, fik Luft ved denne Anledning, som ellers sikkert aldeles ikke vilde have berørt ham.
Pigen jamrede sig og græd. Hun havde slidt sig løs og var flygtet hen i et Hjørne ved Ovnen. Dér sad hun næsten helt op paa Ovnpladen og holdt angst Hænderne op for sig. Karl August var altid saadan, naar han blev tirret eller var fuld.
Han sprang frem imod hende. Der hørtes et tungt Slag, og Pigen skreg højt.
„Hjælp, Hjælp!“
Men ingen rørte sig. En Del syntes nok, det var skammeligt, men Pigen var ikke afholdt paa Gaarden, og ingen vilde for hendes Skyld indlade sig i Klammeri.
Karl August stod midt paa Gulvet, bandte og skreg, ustandselig gentagende samme Ord og Udtryk.
„Det er Løgn — siger jeg — en forbandet Løgn. Og Fanden skal ta'e mig, om jeg vil taale det af saadan en.“
Imidlertid begyndte flere at lægge sig imellem. Optrinet havde næsten varet en Time. Og de forstandigste syntes, at det var Synd for den sørgeklædte Kone, som stod henne ved Chatollet og græd over, at Karl August var i saadan Tilstand netop den Dag.
Det lykkedes tilsidst at faa ham ud i Gaarden. Men dér sled han sig løs, svor paa, at nu var det ham, der var Herre paa Gaarden, og han vilde gaa
