35
man burde rydde den, ti det var Tøvejr, og Vandet løb i Strømme ned ad Klippevæggene ved Søen og sivede ned gennem Tagrenderne, og den milde Blæst havde fejet Sneen bort fra Granerne, der, befriede fra Byrden, atter havde rejst deres Grene og saá fugtige og rentvaskede ud ganske som ved Vaartid.
Men ude paa Søen blæste det stærkt. Hele Vandfladen havde en skarp blygraa Farve, Bølgerne kom med hvide, fraadende Kamme, og ingen havde endnu vovet at sætte over til Fastlandet og gøre Indkøb til Julen.
Inde i Huset ved Siden af Køkkenet laa Tea syg. Hun var gaaet oppe ved det vanlige Arbejde lige til det sidste. Ti Fattigfolk har ikke Raad til at kæle meget for deres Børn, hverken før eller efter Fødslen, og for Resten heller ikke for sig selv. Men nu laa hun til Sengs, og det saá ud, som om Naturen maatte hjælpe sig selv. Ti man havde ventet og ventet paa, at Blæsten skulde lægge sig. Men den var ikke stillet af. Den rasede endnu lige voldsomt frem gennem Fyrrene og Granerne, som stod bagved Huset, og nede fra Søen kom et tungt, ensformigt Drøn, der af og til blev til et voldsomt Skrald, naar en mere end almindelig stor Bølge splintredes mod Klipperne, hvor Vinden bar paa.
Erikson plejede at komme ind til sin Kone, naar han var inde ved Maaltiderne, og om Aftenen sad han der altid en Stund og passiarede. Han talte
