37
trent som en Baad med en lille Køl, ikke fladbundet som de sædvanlige Indsøpramme. Et Par Reserveaarer toges med, Vandet østes ud, og de fire Mænd satte sig hver ved sin Aare, to og to paa hver Toft.
Sædvanligvis behøvedes der blot en Karl for at ro et saadant Fartøj. Men i Dag maatte der Kraft paa, hvis de i det hele taget skulde komme frem. Der var ingen, som havde gjort nogen Indvending, da det galdt om at følge med. Men der var heller ingen, som var uvidende om, at det kunde gælde Livet.
De roede langs med Land, hvor der var roligt, og vendte saa lige ud paa Fjorden for at komme op mod Vinden og undgaa at blive knuste mod Klippen, som de skulde forbi. Her bar Søen paa med fuldstændigt Raseri. Saa langt man kunde sé, øjnedes blot det sorte Vand med brede, hvide Rande af Skum. Hist og her et mørkt Punkt, som ragede op mellem de væltende Bølger, Øer og smaa Skær, foran dem en lille rolig Plet, som laa i Læ, og rundt om et stærkt Drøn, Lyden af den urolige Vandmasse, blandet med Stormens Susen. Det var et tungt Arbejde at komme op her med Modvind, og langsomt gik det da ogsaa, næsten Tomme for Tomme. De sad tavse og tog haarde Tag. Bag dem den store aabne Sø, som de kom stadig længer ud i, foran dem Landet, som de arbejdede sig bort fra. En Aare knækket i dette Øjeblik, en Standsning i Roningen, og de var i samme Nu
