57
langt frem gik han med lange, tunge Skridt ned mod Stranden, gik i Baaden og skød den hæftig ud i Søen.
Der fandtes ikke en fornuftig Tanke i hans Hjærne. Hvorfor han var kommen, hvad han havde villet, hvad han havde sagt, og hvad han havde gjort, laa i en forvirret Blanding gemt i hans Hoved til det pinlige Øieblik, da Erindringen vilde gøre det alt saa frygtelig klart, og Forstanden vilde komme og sige ham, at nu var Leddene i hans Livs Kæde fuldtallige, og aldrig vilde der komme nye til. Dette nye Led, som han havde haabet selv at kunne føje ind deri, det var for stedse borte. Det skulde aldrig hjælpe ham til at løfte ham op til det Samfundslag, som laa højere end hans eget. Det var halvfærdigt Arbejde, som aldrig skulde gøres færdigt.
Han roede bort uden at sé op, uden at sé hverken til Højre eller Venstre, bort, saa at Vandet skummede om Baaden, og de udhulede Aarer peb og hvinede i deres udslidte Gænger.
I en Times Tid roede han saaledes uden at vide, hvorhen det gik.
Sveden perlede paa hans Pande, og Huen havde han kastet af sig, saa at Solen frit brændte hans fugtige Ansigt, og Vinden purrede op i hans Haar, som var vaadt og klæbrigt ved Tindingerne.
Aandeløs holdt han inde og lod Baaden drive for den Fart, den havde faaet. Han tog Øsekarret, bøjede sig ud over Rælingen og drak tre
