68
hed paa ham, og for hver Dag, der gik, blev hun uroligere.
Hun vidste ikke hvorfor, men det forekom hende under Tiden, som om hendes Liv var levet til Ende, og som om der vilde hænde noget, som med ét Slag vilde ødelægge alt, hvad disse Aar havde bygget op. Hvad tænkte han paa? Hvad var der i Vejen? Hun lovede sig selv Dag efter Dag, at hun skulde sé at finde en Lejlighed til rigtig at udspørge ham. Men naar hun troede, at nu havde hun Mod, fandt hun ingen Lejlighed, og naar der en Gang imellem tilbød sig en Lejlighed, svigtede Modet hende.
Det var en Sommeraften i Juli. Luften var lun: Duft af nyslaaet Hø, af blomstrende Kløver og Lind, Lyd af Kobjælder, Kreaturernes Brølen, og henne fra Landevejen et kort, skarpt Hundeglam. Anna havde lige været ude at malke. Hun kom langsomt gaaende nede fra Engen med den tunge Mælkespand i den højre Haand, gik over Marken, hvor Rugens Aks, som allerede begyndte at gulne, hang tungt ned, gik ind gennem Leddet, som førte til den indhegnede Plads, hvor Staldene laa, og skulde netop til at passere den store Halmstak, som laa tæt ved Staldbygningen, for gennem det andet Led at komme op til Gaarden, da hun pludselig standsede. Der var nogen, som talte bagved Halmstakken. Hun stod ganske stille og holdt Vejret for bedre at høre. Det var hendes Mands Stemme. Hun satte Spanden fra sig og listede sig forsigtigt nærmere, idet hun
