69
skjulte sig bag Halmstakken for, usét, at kunne høre, hvad der blev sagt dér bagved. Da hun kom nærmere, skælnede hun tydeligt to Stemmer, og hun hørte, at den ene var en Fruentimmmerrøst, skønt hun endnu ikke kunde skælne, hvem det var. Hun gjorde forsigtigt et Skridt til den ene Side og bøjede sig frem for at sé. Begge de talende sad eller rettere halvt laa i Halmen. Hendes Mand holdt en Kvinde om Livet, bøjede sig ned over hende og kyssede hende Gang efter Gang, uden at hun syntes at gøre nogen Modstand. Konen flyttede sig endnu et Skridt nærmere for at kunne sé hendes Ansigt. Hun var lige ved at give et Skrig fra sig. Det var hendes egen Tjenestepige. Med tilbagetrængt Aandedræt stod hun en Stund stille og stirrede paa Parret, indtil hun næsten syntes, at al Ting dansede for hendes Øjne. Hun flyttede sig tilbage til sin første Plads. Hun behøvede ikke at sé mere.
Sagte og umærkeligt gled ligesom en Taage over hendes Sind og Tanker. Hele hendes Verden blev et graat i graat. Nu fandtes der intet mere at stole paa, det vidste hun. Var de gamle Dages Vildskab begyndt at leve op igen hos hendes Mand, vilde den ikke mere være til at betvinge. Langsomt og sikkert vilde den ødelægge hans Liv og hendes med. Hun vilde intet kunne gøre imod det. Men en stikkende, pinlig Følelse greb hende, da hun tænkte paa det uskyldige Barn. Hun kunde ikke gøre sig klart, hvad der nu vilde hænde. Denne Taage — eller hvad det er, der i slige Øje-
