— 84 —
alle disse brogede Phantasie-Billeder ihjel, naar de flyve Dig paa Næsen, og fordøi Din solide Frokost! Troe mig, Barn, vi ere ikke satte her i Livet for at sværme, som nogle romantiske Narre; nei bestil noget Grundigt, vil Du ikke sulte ihjel."
Nei ingen Dødelig, som ikke selv er reven ud af Himmelen og puttet ind i et Fuglebuur, kan gjøre sig en Idee om min Stilling; jo mere jeg slog de brogede Phantasie-Billeder i Ansigtet med min Smække, desto hæftigere trængte de ind paa mig, og med forføreriske Blikke og deilige Toner standsede de mig, hvergang jeg med de bedste Forsætter greb noget af den prosaiske Føde. Tabte jeg mig i Beskuelsen af disse Herligheder, klask! slog Gouvernanten, saaledes kan jeg vel bedst benævne min Amagerkone, mig med sin Stok, saa Blodet flød ned over Armene.
"Ak! Du maa endnu meget i Skole og pines, præsses, klippes og beskæres, for Du kan blive en taalelig Arbeids-Bi i den store Kube. — Begyndelsen maa skee med, at Du gaaer i Dig selv og frasiger alt Forfatterskab! husk kun paa hvad den høibaarne Marqvis af Marigny sagde til Mad. Pompadour, da hun blev rørt over Digteren Boisi, der nær var sultet ihjel med sin Kone. Hvad gjør det, om der en een Autor mere eller mindre i Verden; det Stads løber iveiret, saa det er istand til at æde os op; — lad dem smøre Skoe og ikke besmøre Papiret!" og tro mig, der ere grumme Mange, der tænke og tale, som den høibaarne Marqvis!
