— 85 —
"Lad mig flagre ud i den vide Verden!" bad jeg med Taarer i Øinene.
"Flagre ud!" afbrød hun mig, "Du har nok Lyst til at gjøre flere Luftspring'; nei tro mig, Verden har Poeter nok! nu skrive jo alle Mennesker; jeg skal nok stække i det Mindste Dine Vinger. Du skulde bare høre, hvad Verden siger om Dig og Din Bog. Det er Nix begge Dele. Du vil være vittig, spille Satirikus; o Gud hjælpe Dig arme Skrog, seer Du ud dertil forinden eller foruden? Og nu denne Lyst til at lege med det Alvorlige og Hellige, denne letsindige Hoppen, for dog at kunne sige Noget, hvortil skal den vel lede? Din Reise kommer dog aldrig til at høre til Himmel eller Helved, men evig og altid til Amager!"
"Lege med det Hellige! — afbrød jeg hende, "det faldt mig aldrig ind; Men med mine egne Følelser, ja derved kunde jeg maaskee nødes til at sætte et maaskee? Menneskene omkring os kunne ofte saaledes spotte vore Følelser, lege med vort Hjerte, at vi selv — maaskee det er feil, — gribe det som Legetøi, for ikke at gjælde for en følsom Nar midt i den store, fornuftige Verden; men den Ældres Legen er ikke Barnets; sæt Dine Briller paa, gamle Moe1, og see, om min Hoppen er saa letsindig, som den med bare Øine og et flygtigt Blik forekom Dig."
"Br!" udbrød den Gamle, "hvilken Tirade var ikke det! — O Du arme Ulykkens Fugl, hvilken Forfængelighed lyser det ikke Ud af ethvert af Dine Ord. Ja det gaaer galt! Hvilke Tanker har Du ikke om Dig selv! — Tro dog ikke, hvad en halvsnees Stykker har hvidsket Dig i
