— 97 —
spørge Nogen, men trak gesvindt Benet op og satte det nu ned paa en anden Kant, nemlig i Keiserdømmet Østerrig, ikke mange Mile fra Donau; men her vilde ogsaa min onde Genius, at nogle Damer skulde kjøre i en aaben Vogn paa Landeveien og det lige under mit Been, saa jeg var saa udansl at sætte min sorte, sølede Støvle lige ned i Skjødet paa een af dem. Jeg borte deres Skrig, og selv ligesaa forskrækket trak jeg Benet tilbage igien til Amager.
Saaledes mislykkedes ethvert nyt Forsøg; Skjæbnen vilde nu engang, at jeg ikke skulde forlade Amager, og kjed af dens Luner trak jeg Støvlerne af, fik min Skygge tilbage og søgte at fornye den afbrudte Samtale.
"Nei," svarede Manden mig, "nu maae vi skilles; min Nytaarsdag tilbringer jeg altid i Jerusalem, der vil jeg være endnu i denne Morgen. Lev vel!"
"Og naar sees vi igjen?" spurgte jeg ham, "der var endnu saa Meget, jeg vilde tale med Dem om, maaskee træffe vi aldrig mere sammen her i denne Verden."
"Ja gid vi ikke gjorde," svarede han, "da laa jeg i det lille, lune Kammer og var fri for at tradske om i Slud og Vinde. Men vi mødes nok, om ikke før, saa naar De gjør den sidste, store Reise med Dødens Extra-Post Hver Nat møde vi hinanden, thi hans Heste ere raskere tilbeens end jeg; han kan i et Øieblik fare Jorden rundt og har altid Passagerer. Tredivetusinde døe hver Nat og ligesaa mange fødes; næsten tredivetusinde have altsaa, medens De gjør Deres Amagerreise, begyndt den store Reise:
