— 100 —
øvrige Selskab. Øverst sad et gammelt Æsel og talede med to unge Faar om sin Stamtavle. Han var noget stiv i Lemmerne, men det gav ham just en imponerende Holdning. Paa Sværdsiden nedregnede han sin Slægt fra Sancho Pansas Æsel og var ikke lidet stolt af sin berømte Stamfader, hvis Erindring havde overlevet og endnu vil overleve mangt et adeligt Stammetræ blandt de tobenede Mennesker.
"O Deres Excellence!" udbrød det ene lille Faar, "forleden læste jeg et tydsk Skrift, der var dediceret til Deres Stamfader. Jeg troer, det var af Rabener."
"Naa!" svarede Æselet, "De mener nok Anton Pansa von Manchas Abhandlungen von Sprichwörtern! Ja, det er ikke saa daarligt! Manden havde Talent; det er da ellers ikke første Gang, min Slægt har været Mæcenas; Gud veed, vi faae Dedicationer nok!"
I Nærheden af Æselet stod en lille Hanekylling, et Slags Junker, der med megen Selvtilfredshed betragtede sine Sporer, som begyndte at voxe Ud. Skrydede den Gamle lidt for høit, saa istemte strax Hanekyllingen en spodsk, satirisk Galen, som en Flok unge Høns, paa Hønsestigens Balcon, tildeelte deres levende Bifald. I det Samme begyndte det at blive meget levende over mit Hoved; jeg saae i Veiret og mærkede to gamle Ugler, der vare i dyb Samtale: havde de ikke ført Sproget i Jamber, vilde jeg have antaget dem for virkelige Mennesker, saa naturlig talede de. Jeg lærte ellers her, at Fuglene have en ordenlig Stat med et stort Theater, hvor de spille mange af vore meest bekjendte Stykker.
