— 105 —
ligere viste det sig. — Midt inde i Jorden var et stort Flammehav, hvori laae en velbebygget og beboet Ø. Det var naturligviis Helvede.
Hvilken Opdagelse! nu glemte jeg alle Jordens Gjæs, det hele Selskab omkring mig; jeg gik ud af Stalden, for paa det store flade Amager at kunne spadsere over en større Strækning af Helvede under mig. Rundtom laae Marker og Skove, Floder og Indsøer. Dybt under mig kneisede den store Hovedstad med sit glimrende Slot, og rundtom stode Kirker, i hvilke berømte Jesuiter holdt Prædiken. — O der var saa Meget, der vakte min Forundring, saa jeg tilsidst ikke kunde undre mig mere. Alle Landeveie vare brolagte med Proprietair-Hjerter, og rundt omkring stode Milepæle, for at vise de Reisende den rette Bei; men Milepælene vare afdøde Mennesker, og jeg kunde i Begyndelsen ikke begribe, hvem disse vare, og i hvilken Betydning de vare stillede der, men saa faldt det mig ind, at det var Bundfaldet af Geistligheden — thi enhver Stand har jo Bundfald — der var gjort til Milepæle, da de der, ligesom her, vise Folk den rette Vei, uden selv at gaae den.
Til Venstre laa en mørk Skov, fuld af frygtelige Spøgelser og Plageaander; det var Samvittigheden. Her stode Ruiner af mange berømte Fyrsters Sommerslotte, og om den hele Skov strakte sig en forpestende Mose, der paa det Smagfuldeste var illumineret med Lygtemænd. Nu kunde jeg ellers see, hvor tro Blumauer har skildret Helvede i sin travesterede Æneide. Alt stemmede overeens, ligefra Træerne, hvor Soldaterne zittre istedetfor
