— 110 —
Dit lykkelige lille Barndoms-Jeg, hvis Lykke Du saa tidt har besjunget i rørende Elegier."
"Umueligt! umueligt!" skreg jeg, "Nei Sandhed," svarede den, "en permanent Sandhed. Der kan vel siges en Deel om den sande Væsenhed, den relative Tilværelse i mig; men hvilket Menneske har begrebet sit eget Jeg? Det Legeme, som Du nu slæber om med, vil maaskee om ti Aar spille en endnu mindre Rolle i Verden, end jeg har spillet. Her ude ligge Kammerherrer, Fruer, Pastorer og andre Personer i ganske forskjellige Skikkelser, medens det indre Jeg nu hopper om inde i Byen i ganske andre Legemer. See blot denne lille Linned-Pjalt her ved venstre Side, den var maaskee for tyve Aar siden et deiligt Pigebarn, der satte Byens mandlige Ungdom Griller nok i Hovedet; nu sidder hun i et gammelt Legeme og sukker efter sit Psyche-Liv, der dog nu ikke er andet end denne usle Pjalt."
Det begyndte at løbe mig rundt i Hovedet; og jeg troer, det vilde have gaaet enhver Anden ligesaadan, naar han hørte slig en Tale af et Potteskaar. Min Beslutning var fattet; i fire raske Spring var jeg denne min Doppelt-Gjænger af Syne, ihvor ynkelig han end skreg efter mig.
Kun tyve Skridt til, og jeg vilde være ved Maalet for min Reise. Store Iisstykker vare kastede op af Havet og lyste underlig i Natten; Bølgerne nynnede deres gamle Sang, den de alt sang for Aarhundreder siden, og legede med den brune Tang, der maaskee sidste Aar stod grøn og blomstrende i Havmandens Urtegaard. Idet jeg stirrede saaledes frem for mig, opdagede jeg i Nærheden
