— 120 —
og sprang et Par Skridt tilbage, "jeg skal ikke endnu have den Fornøielse at kjøre med."
"Naa! naa! bliv kun ikke bange," sagde han og forsøgte paa at sætte et mildt Ansigt op, men det klædte ham slet ikke; "nu mærker jeg først, hvem De er. Stakkels Knøs," vedblev han efter en lille Pause, "det gjør mig ondt for Dem; tro, jeg seer længere med mine tomme Øienhuler, end De med begge Deres levende Øine; kom kun herop i Vognen, det skal ikke fortryde Dem."
"Ak nei — — min Reise er ikke færdig," svarede jeg og gjorde atter et dybt Buk for Døden.
"Stakkels Menneskebarn," svarede han, "hvad Glæde venter Du Dig den korte Tid, Du endnu seiler paa Strømmen? Uhrets hurtige "dik, dik", det er ogsaa Livets; det er Tidens store Mølle, der ved ethvert "knik, knik" knuser et Menneske-Hjerte. Nu eller siden, hvad gjør det,
Traditur dies die
Novæ pergunt interire Lunæ.[1]
Alt er det Samme; jeg vil kun gjøre Din Plage kortere. See endnu engang med Dine Himmel-Briller ud over Jorden, maaskee kan Du endnu faae andre Tanker."
Uvilkaarlig stirrede jeg fremad gjennem St. Peders Briller. Det var forunderligt, hvor min Synskreds udvidede sig. Jeg saae ud over næsten en halv Verden, og det forekom mig, som stirrede jeg kun ind i Blankensteiners Boutik med al sin Nürnberger-Stads, hvor
alle Marionetter og Gliedermänner ved en skjult Traad
- ↑ Horatz.
