— 11 —
Kun to Timer, og det gamle Aar hviler sine trætte Been for stedse. — Hvor Tiden dog er en snurrig gammel Fyr, der evig giver et Dacapo af sine første Ungdoms Luner. Stjernerne dandse endnu den samme Ringdands, som for Aartusinder siden, og vor Jord spiller endnu den samme qvindelige Rolle i den store Ringdands, som første Gang.
Paa Nytaarsdag er hun Barnet i sneehvid Dragt, Spurven qviddrer saa huuslig under det fædrene Tag sine naive, simple Sange, der underlig røre os, thi da have vi endnu ingen Idee om catalaniske Nattergaler og Lærker. Paa Ruderne fryse underlige Billeder og Blomster, og ved Caminen sidder Børneflokken og lytter til Sagn og Eventyr om Livet. Nu kommer Vaaren; den hvide Dragt kastes af, Jorden klæder sig i broget Kattun, da gaaer det lystigt, hui! hei! Kilderne sladdre, og Skovene kneise med grønne Nakker; bevingede Lapse flagre i Sommerfugleham fra Blomst til Blomst:
"und alles haucht den Geist der Liebe."
Snart viser der sig en trofast Beiler. Sommeren bringer en herlig Medgift med sig af Guds velsignede Korn, og Brylluppet staaer paa de gyldne Agre. Nu forandrer Scenen lig. Vaarens Sværmerie forsvinder, o det er en fornuftig, lykkelig Alder! men saa kommer Efteraaret, Himlen slaaer Rynker i Panden, Skoven taber sine deilige Lokker, og Madammen seer ned ad Bakke; Aftenerne blive lange og mørke; et lystigt Bal skal nu ende den brogede Dag, Stormen blæser i Trom-
