— 30 —
dem et Slags Fornøielse, og jeg kommer da saa let til at tænke paa Helikanus's Ord i Tiecks "Prinz Zerbino":
"Ein Prunk ist es, in bunter Festtagsputz
In dem die Thoren selber sich gefallen."
Dog, den Godmodighed og barnlige Tiltro, der udtalede sig i ethvert af hans Ord, forsonede mig altid strax med barn. Selv kan jeg aldrig saaledes Ansigt til Ansigt fortælle Andre mine Sorger, nei træder jeg ud af min Eensomhed, saa farer strax Lystigheds-Djævelen i mig; hvorfor afpresse Menneskene en Medynk og nogle tomme Trøste-Ord, de dog intet mene med. — Saaledes gik det ogsaa her; jeg spillede med min Smule Lune og han — ja han talte saa levende ud af Hjertet, at det vilde være Synd at spotte derover.
"Du er stærkt forkjølet," sagde jeg, thi hans Stemme klang saa underlig dæmpet, og enkelte Gange taug han med eet, for ligesom at trække Veiret.
"Ja syg er jeg," sagde han, "sjælesyg! her kan jeg ikke trives, og hvor kan jeg det? tidt bruse der mig mange underlige Ideer igiennem Hovedet, saa jeg kan blive ganske bange for mig selv. Hjemme knuge de fire snevre Vægge mig; jeg føler mig som Fuglen i Buret og maa ud imellem Mennesker, gaaer da tidt fra Gade til Gade i den store By, men føler mig dog midt i den store Vrimmel saa ganske ene; ikke et bekjendt Ansigt, ikke et venligt Blik; jeg er en Fremmed midt i Hjemmet."
"O hvilke Griller!" afbrød jeg ham, "besøg dog mig og andre gamle Venner, vi skulle nok faae det wertherske
