— 35 —
tilforn har omtalt, bragte mig i en Forfatning, hvori enhver Jesuit kunde have faaet mig til at troe den hele Helvedslære. — Hvor glædede det ikke min Sjæl, at Søvngjængerens Bopæl laae i Storm-Gaden, og jeg saaledes snart saae ham lykkelig forsvinde bag sin Gadedør.
Femte Capitel.
Et meget moralsk Stykke, hvori en gammel Ræv spiller Hoved-Rollen. — Blaataarn lader sig høre som Declamator. — Elixiere des Teufels begynder at spøge.
Med raske Skridt nærmede jeg mig Volden. I de store Træ-Grene hang glimrende Iistappe, der dandsede for Mig, som Slangerne for Anselmus[1]. — Den sneebedækte Vold syntes mig en Stereotyp-Udgave af Alperne; havde der nu kun været nogle Drenge, der glede ned paa deres Slæder, saa havde jeg havt et levende Malerie af Cimbrernes Nedfart.
Fordybet i disse Tanker gik jeg nogle Skridt, og da jeg nu slog Øinene i Veiret, opdagede jeg to sære Puslinger sidde paa Huk deroppe. I Frastand syntes de
- ↑ Guldpotten, i Hoffmanns Phantasiestykker.
