— 41 —
skulde jeg imidlertid fordrive Tiden? Jeg grundede en Smule, da begyndte det ganske underlig at røre sig i min Lomme. Ja, det er ikke saa godt at gaae ved Midnat med en Hoffmanns Elixiere des Teufels i Lommen; det undrede mig derfor slet ikke, at denne begyndte at spøge; jeg trak Exemplaret frem, Vinden tog fat i Bladene, og jeg hørte det ganske tydelig smaasnakke. Læse ved Maaneskinnet gik ikke an, den bedste Maade at tilbringe den halve Time paa, var altsaa at høre, hvad den kunde fortælle.
Sjette Capitel.
Bogen fortæller sin Barndoms-Historie, sit Skoleliv hos Bogbinderen, Dimission til den Gyldendalske Boglade, Rusaaret, og endelig sin første Udflugt i Verden. — Klokken slaaer 12.
Mine første Erindringer — begyndte den — strække sig fra Bogtrykkeriet, hvor jeg først saae Lyset. Som en Drøm husker jeg endnu fra denne Tid en lille Mand med et underligt Katte-Ansigt, der en Dag traadte ind i Stuen, hvor jeg hang i al Uskyldighed paa en Snor for at tørres. Min Moder, — saaledes tør jeg vel nok benævne det Manuscript, jeg skylder min Tilværelse — fortalte os Børn om Natten, at det var vor Fader, Hofraad Hoffmann, uden hvem hun endnu havde været et reent, ubeskrevet Papiir, og vi aldrig
