— 49 —
man kommer ganske i Parallel med de største Afdød-, der gavnede og hædrede Fædrelandet. Det gaaer rigtignok sommetider meget for vidt, og derfor har vor første Vaudevilledigter, som det sig bør Digteren — castigat ridendo mores — skrevet en Vaudeville: Jubeloldingen, der gjør ligesaa megen Lykke, som Deres Kong Salomon og Jørgen Hattemager. — Jeg for min Person havde isinde at gaae den militaire Vei, for des hurtigere at avancere; det er jo kun at trække Uniformen paa og saa trække paa Parade; naar man saaledes har tjent Kongen — eller rettere Kongen tjent os — i 1000 Aar, saa bliver man strax Jubelolding, faaer Orden, Medaille, Fester og omtales i alle Aviser som Hædersmand.
Men tusind Aar blev mig dog lidt for langt, og dette bestemte mig ogsaa for endeel til at vandre ud til en Planet, hvor man ikke behøvede saa lang Tid til at naae denne Herlighed. — Det er ellers meget godt, at vor Herre exstierer, thi han lader Folk døe i rette Tid; ellers bleve de allesammen Jubel-Oldinger, og det var dog lidt for mange! — Og i Grunden syntes jeg ogsaa, at dersom Nogen skulde have Æren, saa maatte det være vor Herre, fordi han lader dem leve saa længe!"
Saaledes talede Manden; men da han nu kom til sin Bortreise fra Sirius, hvor spidsede jeg ikke da Øre! Hvilke Fodvandringer og Seiladser havde ikke han gjort fra Planet til Planet! Tre Gange passeret Melkeveien og betraadt Sol og Maane! Det var
