— 51 —
vilde De kunde give mig en herlig Underretning om det Hele. Det vilde være en ubetalelig Perle for min Fodreise. Tænk ædle Mand, det er mit første Arbeide, det første, store Skridt, jeg gjør ind i Livet; det kan bidrage saa usigelig meget til Folks gunstige eller ugunstige Mening om mig." —
"Jeg vil oplive Deres Phantasie", svarede Manden mig, beaande dem med min høiere Aande…!"
"Ak nei!" afbrød jeg, "blæs ikke paa mig, De er istand til at blæse mig langt ud i Kattegattet, og saa hjælper min Phantasie mig ikke det mindste. Giv mig heller en Smule tydelig Idee om den anden Verden; siig mig, hvor vore kjære Forfædre nu tumle sig, hvad de tage sig for o. s. v., og jeg lover Dem — — tre Exemplarer af min Fodreise, og desuden min evige Erkjendtlighed." —
Saaledes spillede jeg med al min Veltalenhed; endelig tilsidst, tænk dem min Glæde, gav han efter for milie Bønner. —
"Nu saa læs det selv!" sagde han og reiste sig saa lang han var op paa Volden, løste sit Belte og bredte sine store Kjoleskjøder ud. — Med bankende Hjerte stirrede jeg derop, men mine svage, dødelige Øine saae ikke uden en tyk Taage. Jeg greb ham ved Benene, men følte ingen Ting; kun en fugtig Taage omhyllede mig, jeg steg heelt ind i den, men saae slet Intet; langsomt hævede den sig i Veiret og svævede bort over Søeen. —
