— 53 —
"Men det maa da være et sørgeligt, prosaisk Liv," sagde jeg, "at gaae hver Nat og ælte i Snee og Snavs, og det ganske ene i de samme Gader, altid synge den samme Vise, medens de fleste Tilhørere sove…"
"O, det et ikke saa eensformigt, som De troer!" afbrød han mig. Vi Nattens Børn see Mere i en enkelt Gade, end De ved lys Dag i dem allesammen. — Selv Taarnvægteren, ihvor høit han boer og seer den hele By over Hovedet, seer ikke det Halve af hvad vi Jordbeboere see og høre, uden det just skulde være En, der var begavet med et ægte Seerblik; saaledes som der for nylig har været een. Han havde hver Nat en naturlig, magnetisk Søvn, i hvilken han fra sit ophøiede Sæde saae ned igjennem alle Byens Tage. Intet blev ham skjult; ethvert Ord kunde han høre. — Han fik ellers sin Afsked, fordi han glemte at raabe; nu raaber han ikke mere!" —
"Og hvad saae han da i sin magnetiske Søvn?" spurgte jeg. —
"Forunderlige Ting; de fylde en heel Bog, som jeg gjemmer hjemme i min Kiste. Ja, det var en stor Mand, men Skjæbnen satte ham kun paa et Kirketaarn!"
Under denne Samtale vare vi Reberbanen forbi og dreiede nu om i den beboede Gade.
"Her er mit Theater!" udbrød Manden, "her synger jeg mine Bravour-Arier og gjør mig, som de chaldæiske Vise, fortrolig med Stjernebillederne. Tro mig, unge Mand! en Gadevægters Liv er ikke saa prosaisk,
