— 56 —
end de, baade i Henseende til Størrelse og Udødelighed, og kroe sig af deres Glands og egen ubegribelige Storhed. — Mangen deilig Rinon blandt de nordiske Hetærer betroer mig sine Hjertesorger i den maaneklare Vinteraften. Den hele Gade dandser jo, saa at sige, efter min Pibe; kun et lille Stykke paa min Tryllefløite, og et Udraab paa een Stavelse, strax flyver man ud af Sengen og aabner mig Vinduer og Døre. Naar Magistraten sover, vaager jeg, og kommer der engang et Syn, som ikke saa ganske hører til denne Verden, slaaer jeg fromt et Kors og lader det passere forbi. Ja, jeg kunde være Spaamand, naar jeg vilde, men det er ikke klogt at sige Alt, hvad man seer. Naar jeg saadan om Natten hører det komme: "klap! klap! klap!" saa veed jeg nok, hvad det har at betyde. — Deromme fra Kirkegaarden kommer Helhesten haltende paa sine tre Been og stiller sig udenfor Porten paa det Huus, hvor han vil hente sin Rytter; saa kunde jeg nok spaae den næste Dag, men Tand for Tunge! — Mangen Ligskare er spadseret mig forbi heri Gaden, men jeg har lukket Øinene, ladet den passe sit, som jeg passede mit. — Hver Nytaarsaften seer jeg ellers tidt nede i Kjælderne og inde i Stue-Etagerne, hvor der er stort Selskab, mangen rask Karl og deilig Pige sidde uden Hoved, og Ligkisten staaer midt paa Gulvet...."
"Men det er nu altsammen saa gyseligt," afbrød jeg ham, "ere der slet ingen lyse Puncter, intet reent Idyllisk i Deres Vægter-Liv?"
