— 58 —
Jo mere han talede, des tydeligere blev det mig, at denne veltalende, ja næsten poetiske Mand neppe kunde være en slet og ret Vægter. — Hans Sprog førte ham lidt for meget ud af Costumet. — Rask greb jeg hans Haand, stirrede ham stivt ind i Øinene, idet jeg udbrød: "Mand! De er ikke, hvad De synes at være!"
"O!" svarede han smilende, "fordi De nu traf mig i en uskyldig Søvn, vil De nu strax harcellere over min Svaghed, som dog egenlig kommer fra Drømmegeniernes Ubehændighed."
"Det er ikke saaledes meent," svarede jeg, "De er en forklædt Eventyrer, tilstaa det kun, jeg skal ikke forraade Dem"! —
"Nu da", svarede han, "tak De Gud, at jeg ikke er den, jeg synes at være, ellers saae det kun daarlig ud med Deres Fodreise. Har De tænkt paa, at alle Byens Porte, Nørre- undtagen, lukkes Klokken tolv, og Nøglerne, saavidt jeg veed, bringes til Hovedvagten? Hvorledes vil De nu komme ud paa Amager før imorgen? Klattrer De over Volden, kan De faae en Bajonet i Livet, og kryber De igjennem Nøglehullet, sige alle Læserne: nei, det er ogsaa altfor overnaturligt. — Hvad vil De nu gjøre?" —
Jeg blev ganske elendig til Mode. Nu huskede jeg først, at Portene lukkes Kl. 12, og nu var den snart 1. Hvorledes skulde jeg slippe ud? — "Nu, tak Deres gode Skjæbne," sagde Manden, "ud skal De nok komme. —
