— 66 —
Lystig flagrede de bort og svandt mellem den uhyre Vrimmel; hver Fugl sang med sit Næb sin Fryd og Smerte, og det hele Jord-Liv svarede i humoristisk Chor:
Skjøndt Birkeriis og Grammatik
Er Barnets første Handsel,
For at det med det gamle Krik
Kan bære Smertens Randsel,
Som Børn man dog i Taaget gaaer
Og drømmer hele Dagen,
Man vaagner ei, før Verden slaaer
Os meget slemt paa Bagen.
Lidt knirer Lykken vel, o ja!
Men tidt den slaaer med Keiten,
Strax følge paa Rabarbara
Ligtorne, Werthers Leiden.
Vort Liv er ingen Kongevei,
Der altid smukt gaaer lige;
Slemt var det, hvis den førte ei
Og til et bedre Rige.
Den løber meget ud og ind,
Har Tidsler fleer end Roser,
Snart gaaer den over Fjeldets Tind,
Snart gjennem dybe Moser.
Men Tanken er en dristig Ørn,
Der sig til Himlen svinger,
En Moder, der de trætte Børn
Til Fader-Hjertet bringer;
