— 67 —
Og nynner sært sin Trøste-Sang,
Der underlig os rører,
"Fat Mod! om Veien end er trang,
Den Dig til himlen fører."
Lad storme kun den barske Vind,
Lad Livets Bølger bruse.
Sæt til Din Gud kun Sjæl og Sind,
Dem kan ei Verdner knuse.
I det Samme begyndte det ganske underlig at suse og bruse omkring mig, jeg saae til Siderne og finder, at hele Antager vrimler af Mennesker til Hest og til Fods. Der har jeg da Spøgeriet, tænkte jeg, og blev ganske fornøiet over at opleve et ordentligt tydsk Eventyr. — Menneskemassen kom mig nærmere og nærmere, og jeg saae nu, at det var hele Regimenter, men de forekom mig dog alle lidt for brogede til at være Aander af gode, christne Jyder, Fyenboer, o. s. v., der ved Midnat holdt Mynstring. Generalernes Mundering var ganske forskjellig, hver saae ud til at høre til et andet Aarhundred og en anden Nation, og det Forunderligste var, at Generalerne havde ikke alene eet Hoved, men uhyre mange; dog dette hjalp mig paa Ideen. Jeg erindrede mig, at i Heibergs Julespøg og Nytaarsløier træder Publicum frem som en Mand med mange Hoveder. Hvor kunde jeg tvivle længer; allerede Horatz kalder det jo: bellua multorum capitum, alle Generalerne her vare forskjellige Tidsalderes og Nationers Publicum, der holdt en stor Konge-Revue over alle Digterværker, hvis Helte og Heltinder,
