109
Hans og Trine.
Hun blev saaledes ved en god Stund, idet hun bestandig ivrigere rørte om i den syngende Kasserolle, der med sin lille, spæde Metalstemme ligesom istemte hendes Klagesang.
Pludselig drejede hun Hovedet om imod ham og sagde i forandret Tone:
«Er du nu ogsaa sikker paa, at du ef ene om'et?»
«Det er jeg vel nok,» svarede Hans og lo forlegent.
«Ja, Gud véd, hvad du er,» mumlede hun, ligesom ved sig selv, og tilføjede lidt efter: «Jeg tænker, de har dig til Nar oven i Kjøbet. Marianes Tøse plejer ikke at være saa nøjsomme. Jeg husker da nok, hvordan det gik med hende Krølle-Bine forgangen Aar. Da var der da ikke ringere end fire, som maatte være sammen om at betale, véd jeg.»
«Ja men, Trine er jo da ikke Bine, Mo'er!» indskjød nu Hans som et svagt Forsøg paa at formilde hende. «Fordi den ene er saadan, kan den anden jo da være meget redelig.»
«Ja, du snakker, du! … Du kunde ha'e
