112
Hans og Trine.
«Det kunde maaske nok være … Allefals er det da vistnok bedst, at vi ser os lidt for først og farer lidt med Lempe paa den Vej. Den er kanske ikke saa fin, som den skylder. Og man har da Lov til at forhøre sig først, véd jeg .... Men du kunde ha'e holdt dig fra hende og passet dig selv, Hans, — saa havde vi ikke haft det Besvær nødig, hverken paa den ene eller anden Maade. Havde jeg nu ikke tidt nok varet dig ad, at du skulde holde dig for dig selv, Hans — for de vilde bare lumske til at faa fat i dine Penge, sagde jeg. Men du har nu aldrig villet høre efter din Mo'er, Hans; og jeg har dog hver Aften bedt til Vor-Herre, at han vilde oplyse dig; og endda har du rendt lige tosset, saa gammel som du er, og kan ikke se, hvad Fornuftigheden byder dig.«
Hans saa' eftertænksom ud.
Han sænkede sit Blik mod det renskurede, af Kakkelovnen oplyste Gulv, paa hvis sandbestrøede Brædder han derpaa længe og grundende stirrede ned.
Pludselig rejste han sig, greb sin Hue, sagde Godnat og gik ud.
Det var imidlertid bleven mørkt. Et
