115
Hans og Trine.
Byen, drejede han i det samme med et: «Farvel, min Tøs — og Tak for Laanet!» ind ad denne og forlod hende med et muntert Fløjtekvidder.
Trine vilde kalde ham tilbage; men han hørte hende ikke og blev snart borte for hende i Mørket.
Og urolig — uvis om, hvad dette skulde betyde — blev hun staaende paa Vejen, indtil Lyden af hans fornøjede Fløjten tabte sig i Nattestilheden. —
Der forløb nu flere Dage, i hvilke hun hver Aften forgjæves ventede ham paa det sædvanlige Sted.
Derimod fik hun at høre af en Pige, der tjente sammen med ham hos Sognefogden, at han igjen var begyndt at besøge de Bibellæsninger, som Provsten hver Onsdag afholdt inde i Skolen, og hvortil navnlig Bønderne med deres Koner og Døtre mandstærkt indfandt sig; … og hun betoges af en frygtelig Angst.
Da han endnu ikke den følgende Søndag havde ladet sig se, kunde hun ikke holde Uvisheden ud længer, men besluttede sig til at opsøge ham. Saasnart det derfor om Af-
