116
Hans og Trine.
tenen var blevet tilstrækkelig mørkt, slog hun et Tørklæde om Hovedet, sneg sig uset bag om Byen og satte sig paa Vagt omme bag en Busk ved Vejen, der førte op til Sognefogdens Gaard.
Først hen imod Midnat hørte hun hans Fløjten inde fra Byen og lidt efter hans Træskotrin nærme sig paa den nattefrosne Vej.
Hun rejste sig op; og idet han naaede ud for hende, kaldte hun hviskende.
«Hvad er det?» udbrød han forskrækket og saa' sig omkring. «Er det dig? … Hvad Fanden bestiller du her?»
Hun traadte nu helt hen til ham og saa' urolig og bønfaldende op paa ham.
«Hvorfor har du ikke været hos mig saa længe, Hans?» spurgte hun og vilde tage om hans Haand. «Jeg har ventet dig hver Aften hele Ugen … Har du været syg, min egen Ven?»
Men i Stedet for Svar skubbede Hans hende uden videre fra sig med et «Rejs ad Helvede til!» — og vilde fortsætte sin Gang.
Men da stillede hun sig resolut i Vejen for ham og udbrød med vild Heftighed:
«Hvad er der i Vejen med dig? Er du
