118
Hans og Trine.
nende slog i efter sig, hvorpaa han stængte indvendig med Skyderen.
Trine stod som lamslaaet. Hvad var det, han sagde? Hvad var det, han beskyldte hende for?
Det kunde ikke være muligt … Hun løb hen til Porten, og da hun hørte ham rumstere inde bag ved i Karlekammeret, gav hun sig sagte til at banke paa med Knoen og kalde med hviskende, indsmigrende Stemme:
«Hans! … min egen Ven! … Hører du mig ikke? … Jeg vil snakke med dig … Hans! … Jeg er slet ikke vred … Jeg vil bare … Hans! Hører du? …»
Men i det samme blev en Dør smækket i derinde, og alt blev stille.
Hun rettede sig i Vejret og knyttede Hænderne i Raseri. Et Øjeblik fór den Tanke hende igjennem Hovedet at buldre løs paa Porten, vække Folkene op af Søvne og kræve dem til Vidne paa dette Forræderi, — men saa vendte hun sig om med Hænderne for Ansigtet og gik hulkende bort.
I flere Timer derefter vandrede hun — ude af sig selv af Fortvivlelse — frem og tilbage paa et Stykke Markvej noget borte fra Byen. Vinden tog fat i hendes opløste Haar og
