120
Hans og Trine.
de bløde, varme Dun, mens Hans paa Sengekanten holdt om hendes Haand … og hendes Hjærte havde banket i Lykke
Og nu vilde han lade hende skjøtte sig selv, lade hende lide og pines hjemme i Moderens skidne Hule mellem Søstrenes skurvede Unger! … Og ikke nok dermed! Han vilde rent slaa Haanden af hende, forlade hende midt i hendes Elendighed, maaske endog forsøge paa at rende fra det hele ved at beskylde hende for at have haft flere Kjærester!
Men det skulde i alle Fald blive Løgn … Betale, det skulde han! Han kunde være sikker paa, at han skulde komme til at betale. Hun svor ved sig selv, at om hun saa tyve Gange skulde slæbe ham i Retten derfor, skulde han ikke komme til at slippe.
Hun blev ved at gjentage dette for sig selv, som om hun fandt en Slags Trøst, en Hævn ved Tanken om disse 25 Kroner, som hun herefter aarlig vilde kunne afkræve ham. Selv efter at hun endelig var kommen hjem og var tumlet i Seng, og mens hun urolig og hvileløs kastede sig paa sit Leje, slap hun ikke et Øjeblik denne Tanke af sit Hoved.
Men saa brød pludselig igjen al Sorg og
