135
Vandreren.
som agtpaagivende fulgte enhver af hans Bevægelser. «Jeg bor hernede i Husene og kigger jo saa op, naar det kan træffe sig, og gi'er hende Føden og holder hende med Renlighed og saadan noget .... For Resten har hun været et forskrækkelig rapt Fruentimmer, det si'er alle de gamle, som kan huske det. Hun har en Gang løbet omkap med en Hest.»
«Med en Hest?»
«Ja, Gu' har hun saa. Det er løjerlig nok at tænke paa, men sandt er det ligefuldt. Og Børn har hun da ogsaa haft, og endda flere nok, end hun vilde være ved; men hvor er de henne i Verden? … Naa, du! — kan du nære dig, din Skidager!»
Den sidste Tiltale gjaldt Drengen, der under denne lange Passiar var bleven utaalmodig og arrigt rev og sled i Moderens Kjoleliv for at komme til Brystet. Men hun tjattede ham over Fingrene og vedblev derpaa, henvendt til den fremmede:
«Dersom han har Lyst til det, kan han jo følge med ind — saa kan han jo selv snakke med hende. Hun er saamænd ikke forknyt endnu, hvor gammel hun saa er, men
