136
Vandreren.
kan sgu baade prate og sprate, naar det Sind falder over hende; og især naar hun har faaet sig en Taar Kaffe, saa kan hun saadan komme med saa meget Tjat og saa mange Gjøgeord, at man gjærne kunde grine sig ihjel deraf… Tys! Kan De høre, hvor hun ligger derinde og spiller Kjæve nu? Det er nok mig, hun gi'er paa Tosken, tænker jeg … for rigtig i Ho'edet, det er hun naturligvis ikke. Men hun bliver jo ogsaa 84 til Sct. Hansdag, Skroget!»
De fulgtes nu ad ind i Hytten, hvor de traf den Gamle halvt oprejst i Sengen, stirrende forvildet hen imod Døren med nedhængende Underkjæbe.
«Naa, naa! Hvad Fanden er der med jer, Else! I behøver ikke at se saa forskrækket ud. Det var bare denne fremmede Mand, der var gaaet forkert. Han vil nu kigge ind til jer; det maa han vel nok?»
«Jeg … jeg tænkte … det var Vorherre,» stammede hun hviskende, endnu rystende af Angst.
«Aa, sikke no'et Sludder, Else. Læg jer nu bare rolig ned; I er jo helt fra'et,» sagde Husmandskonen; og med den Haand, hun
