49
Freden.
Chor.
Ja med Ret, min gode Mand, thi ved at kaste Steen paa Steen
ogsaa min sexskjeppers Tønde har de ganske ødelagt. 635
Hermes.
Da nu Arbeidsfolket flygted skareviis fra Landet hid,
blev det solgt paa samme Maade, og de mærked ei dertil.[1]
Men da her de favned Druer og den kjære Figens Frugt,
gloede de paa Talerne. Skjøndt disse vidste meget vel,
at de Fattige var svage, at de savned dagligt Brød, 640
jog de dog Gudinden bort med tveforkshvasse vilde Skrig,
hvergang hun sig viiste her af Længsel efter dette Land.
Og af Forbundsfolk de kneb de Rige, Fede skammelig,
og de føied til som Aarsag: „Han der holder med Brasidas.”[2]
Strax I greb som Hundehvalpe ham og sønderreve ham; 645
thi vor hungerblege By, som sad i Angest rystende,
strax fortæred, hvad en lumsk Bagvasker kasted for den hen.
Men da vore Forbundsfæller saae de blodigslagne Saar,
stopped Munden de med Guld paa alle Gjerningsmændene,
saaat disse bleve rige, ak! men Hellas plat forødt, 650
og I mærked det dog ikke. Mesteren for dette var
Læderkræmmer —[3]
Trygæos.
Stille, stille, o Herr Hermes, nævn ham ei,
thi du veed jo, at den Mand er ikke længer vor, men din.[4]
