336
der fantastisk færdes i Lidenskabens Afgrunde, skrev ufortøvet til hans Principal Hr. Dubocage, som opførte sig aldeles mønsterværdig ved denne Leilighed. Han havde nemlig en Samtale paa tre Kvarter med Synderen, vilde rive Skjællene fra hans Øine, vise ham den Afgrund, ved hvis Rand han stod. Et saadant Forhold kunde skabe hans Karriere, han bønfaldt ham om at bryde, hvis han ikke vilde gjøre dette Offer i sin egen Interesse, burde han gjøre det for hans, Dubocages Skyld.
Léon havde endelig svoret ikke mere at ville gjensee Emma og bebreidede sig selv, at han ikke var ordholdende, idet han betænkte alt det Bryderi og Splid, som denne Kvinde endnu kunde volde ham, slet ikke at tale om hans Kammeraters Spottegloser som han hver Formiddag maatte bide i sig. Forøvrigt skulde han snart være første Skriver, det var paa Tiden at blive fornuftig. Derfor gav han Afkald paa sin Fløite og paa al exalteret Føleri og Fantasteri, thi enhver Spidsborger har i ungdommelig Begeistring, om saa kun en Dag, et Minut, troet sig i Stand til umaadelige Lidenskaber, til store Foretagender. Den tarveligste Libertiner har drømt sig Sultaninder; hver Notar bærer Stumper af en Digter i sit Indre.
Nu kjedede han sig, naar Emma pludselig kastede sig hulkende til hans Bryst; ligesom Folk, der kun kan taale en vis Dosis Musik, blev hans Hjerte ligegyldigt ved de Kjærlighedsudbrud, hvis Finheder han ikke længere havde Sans for. De kjendte hinanden altfor nøie til at føle denne Betagenhed ved at besidde hinanden, der forhøier Nydelsen hundredefold. Hun var ligesaa led ved ham, som han var træt af hende, i dette Forhold gjenfandt Emma alle Ægteskabets Platheder.
Men hvorledes skulde hun rive sig løs fra ham? Hvor ydmyget hun end følte sig over en saa lav Lykke, holdt hun
