337
endnu derpaa af Vane eller Fordærvelse. Hun anklagede Léon for sine skuffede Forhaabninger, som om han havde bedraget hende, hun ønskede endogsaa en Katastrofe, der kunde hidføre en Skilsmisse, siden hun ikke havde Mod til at beslutte sig dertil.
Ikkedestomindre vedblev hun at tilskrive ham Kjærlighedsbreve, ifølge den Anskuelse, at en Kvinde stadig bør skrive til sin Elsker.
Men idet hun skrev, saae hun en ganske anden Mand for sig, et Fantom, skabt af hendes fyrigste Minder, hendes skjønneste Læsning, hendes stærkeste Attraa, og han blev tilsist saa virkelig, at hun rystede af Bevægelse, uden dog tydeligt at kunne skjelne ham, i den Grad tabte han sig som en Gud under Mængden af sine Attributer. Han beboede den poetiske Egn, hvor Silkestiger gynge under Balkoner, medens Blomster dufte i Maaneskinnet. Hun følte ham tæt ved sig, han vilde komme og bortføre hende i et Kys. Derpaa faldt hun sønderknust tilbage, thi disse Udbrud mattede hende mere end nogetsomhelst Andet.
Nu følte hun en idelig og overvældende Træthed. Hun modtog ofte Stævninger, Stempelpapir, som hun neppe betragtede. Hun kunde ønske sig ikke at leve længere eller uden Ophør at sove.
Torsdagen i Fastelavnsugen tog hun ikke hjem til
Yonville, men gik om Natten paa Maskerade. Hun iførte sig
Fløielsbenklæder og røde Strømper og tog en Paryk med
hvid Sløife paa Hovedet. Hun sprang hele Natten om til
den larmende Trompetmusik, man slog Kreds om hende, og
om Morgenen stod hun i Teaterforsalen blank fem eller sex
Masker, Debardeuser og Sømænd, Léons Kammerater, som
talte om at spise Frokost paa et eller andet Sted.
