70
jaget paa Porten, og da Fruen pleiede at lade Nøglen sidde i Buffeten, tog Felicité hver Aften en lille Portion Sukker, som hun spiste i Sengen efter at have bedt sin Aftenbøn.
Om Eftermiddagen gik hun undertiden ligeoverfor og passiarede med Postillonerne. Fruen holdt sig ovenpaa i sit Værelse.
Hun havde en aldeles aabentstaaende Morgenkjole, og gjennem Opslagene paa Korsettet saae man den rynkede Chemisette med tre Guldknapper. Hun bar et Bælte med store Kvaster om Livet, og paa hendes smaa, høirøde Morgensko sad en Roset af brede Baand, der gik høit op paa Vristen. Hun havde kjøbt sig en Mappe, et Papeterie, en Penneholder og Konvoluter, skjønt hun ikke havde Nogen at skrive til, hun aftørrede sin Etagère, saae sig i Speilet, tog en Bog, faldt i Tanker og lod den synke ned paa Knæet. Hun havde Lyst til at reise eller til at tage tilbage til sit Kloster. Hun ønskede samtidig at døe og at boe i Paris.
Imidlertid kjørte Charles gjennem Regn og Sne ad Vei og Sti. Han spiste Omeletter ved Forpagternes Borde, stak sin Arm ind i klamme Senge og fik de Aareladtes hede Blod lige i Ansigtet, han hørte de Døendes Rallen, han undersøgte Bækkener og opsmøgede meget smudsigt Linned, men hver Aften, naar han kom hjem, ventede ham en flammende Ild, et dækket Bord, skinnende Møbler, og hans yndige, elegant klædte Hustru, der duftede saa frisk, at han ikke kunde begribe, hvor den Duft kom fra, om det ikke var hendes Hud, der parfumerede hendes Linned.
Hun henrev ham ved talrige Smaabagateller, snart var det en ny Maade at lave Lysepiber til Stagerne, snart en Garnering, hun forandrede paa sin Kjole, snart et ualmindeligt Navn paa en ganske simpel Ret, som Pigen havde forfeilet, men hvoraf Charles spiste Rub og Stub med stor
