124
Det sved og brændte i ham, da Baronen sagde med sit uudgrundelige Smil:
— Naar der forundes Magister Masmann i Randlev, mæt af Dage at gaa ind til Elysium eller Himmerig, sidder her hans legitime Arving. François — hvis Fanden ikke forinden har stævnet dig ind for Minos’s Domstol i Plutus’s underjordiske Boliger, kunde du da ikke have Lyst til at blive Degn under hans Efterfølger?
— Takker underdanigst, Monseigneur — jeg er vel nok til den Tid bleven from. I hvert Fald smigrer jeg mig med at eje naturlige Gaver til at læse Bønner. Hvad siger Monseigneur om en Bordbøn, nu da det ser ud, som om Monsieur Louis har faaet nok af Jordens Gaver og muligvis længes efter Himlens paa sine ærværdige Fædres Vis.
— Jeg gad nok hørt dig læse en Bøn, sagde Baronen.
Kammertjeneren sang, med parodisk Højtidelighed i Foredraget:
Si le roi m’avait donné
Paris, sa grand’ ville,
Et qu’il me fallut quitter
L’amour de ma mie,
Je dirais au roi Henri
Reprenez votre Paris,
J’aime mieux ma mie, ô gué!
J’aime mieux ma mie.
(Hvis Kongen havde givet mig Paris, hans store By, og jeg saa skulde opgive Kærligheden til min Glut, vilde jeg sige
