283
om en ny Bourrelet. Hendes Mutter var franzøsisk, var Cavallerina eller hvad hedder det her? — Reiterin — men saa gelehrt, at hun sad med so tikke Bøger i Skødet, och hendes Pappa var en stor gevaltig Aktør, en Tiroler fra Pusterthal, og han fik hende til at agire rundt i hele den tyske Verden — och talte med sodan en Stimme, at min af Frygt kvælede Hjerte brast, och jeg faldt plat ned paa Ryggen, naar jeg hørte ham, for jeg er en stakkels tirolsk Wälscherin, som ikke kan noget Sprok og kun har den utmærkede Forstand, som den gode Gut har fordelt mig. Men jeg var Costumière med det Selskaft, som Marion kom til, da hendes Moder var død i Barneseng med sit yngste Schätzlein, og hendes Pappas Hjerte brast af Sorg og megen Kognak, so blev jeg Marions Vogterinde. Hun kunde franzøsisk fra sin Mamma, Tysk og Italiensk fra sin Pappa. Och baade kunde hun agire paa Tale, paa Sang og paa Manerer og være alle de Gudinder, som Papsten ejer over i Roma i sine mange store Slotte. Sodan Moralität und … und Tugend — och sodanne nettere Ting var der ikke Tid til at kultivire. Men hun havde jo Æresfølelse, denne Marion, og vilde ikke agire i de filzige Kostumer som saadan en schabig Direktor offerirte. Nej, hun fik dem af Fyrster, Grever og Baroner paa de mange Slotte rundt om i Tyskland, hvor Selskaftet agirede til de høje Herskafters enorme Tilfredshed och immense Applaus. Nun … for Nichts faar man
