315
— Ach, Monsieur, raabte han fra Løvstrædes Hjørne, hvad kan en fattig Tjener for det Hele? … Har Monsieur et Skudsmaal til mig?
— Gemene Slyngel! pressede det sig ud af Ludvig Masmanns Strube.
— Takker og kvitterer skyldigst, raabte Kammertjeneren et Stykke nede i Løvstræde. Min ydmygste Hilsen til de to tirolske Dejligheder paa Gammelmønt.
Alt ramlede og tumlede inde i Studenten som med Vold væltede Skakspilbrikker. Uden at tænke over, at han vilde komme for sent til Forelæsningen, styrede han ind i „Akademiets“ Gaard gennem Porten mod vor Frue Kirkegaard. Han stødte paa et stort, svært Mandfolk, hyllet i en sort Kappe og med en sort Klaphue trykket dybt ned. Han vilde omgaa ham, da pludselig en Basstemme sagde med norsk Tonefald:
— Salve, frater in Apolline! Nu kan Du gratulere mig som Candidatus sanctissimi ministerii non contemnendus, forstaar sig. Du kan tro, det kostede Stræv der hjemme. Men Sneen laa blødt ved Vinter om Fa’rs Bjælkehule, saa Kælkernes Gliden forstyrrede ikke min Læsning, og ved Sommer tog det sure Engdrag af for Rullen af Kærrer og Tramp af Hester. Aa, de stille Kvælder og Kirkeklokkens Slag — Og de store Fjelde . . Ja, det er Noget, det, Fa’r!
Ludvig Masmann saâ op til denne skikkelige, brune Kæmpekarl og drog et dybt Suk.
