375
Uvenskab, men Magisteren fulgte dog sin Overordnede til Vogns.
Da han kørte, sagde han;
— Han har ikke promoveret. Kan ikke skarpt fatte Ablativus copiæ et inopiæ. Min salig Fader var ogsaa Provst, men Dr. theol., og jeg er dog legitime promotus magister.
Denne filologiske Uenighed forsinkede vel i mere end en Uge Marions officielle Overgang fra Katolicismen til den lutherske Kirke.
Hun var jo tidligere aldrig bleven oplært i nogen Religion. Kun var hun fra Barn bleven vænnet til, vel af sin Moder, hver Aften at tage en Sølvmedaille ud fra sit Bryst, holde den op for Ansigtet, bøje Knæ og sige: Ora pro nobis. Slid og — med Respekt at sige — Sved — havde gjort Præget ukendeligt. Og Ejerinden synes aldrig at have brudt sig om at undersøge, hvad det flade Reliefbillede forestillede, eller hvad de omgivende Bogstaver betød. Af dybt indgroet Vane løftede hun Mønten og sagde mekanisk: Ora pro nobis, ligesaa mekanisk, som hun løste sin Frisure eller børstede sine Tænder.
Saa skulde det hænde, at Abelone en Aften, da hun havde forladt Marion, havde glemt at lægge noget rent Tøj frem for hende. Hun mindedes det bagefter, ilte op af Trappen med det og kom netop ind i det Øjeblik, Mammesellen forrettede sin Aftenkultus.
Hun blev helt forfærdet og sukkede smerteligt,
