392
holder af at lade Tungen løbe, naar min Interlokutor forstaar mig.
De bænkede sig i Studerekamret med to skummende Krus godt hjemmelavet Øl foran sig, dampende paa de rundhovede Piber med de lange Slanger.
— Naa, Du kunde ikke drive det til et Laudabilis, liden Ludvig? sagde Licentiaten.
— Nej, jeg faldt i Dogmet om den reale Tilstedeværelse af Herrens Legeme og Blod i Nadveren og Distinktionen mellem Lutherus og Calvinus i den Artikel.
— Den er saamænd ogsaa subtil nok. I de øvrige Discipliner?
— Det vekslede med Lauder og Hauder. Endda admodum laudabilis i det gamle Testamente.
— Sapristie! Er Du saa ferm in Hebraicis?
— Professoren kan ikke meget af dette sære Maal, med dets Etymologi, der er knoldet som en Brakmark, og dets Syntaxis er saare intrikat at udfinde. Men siden jeg fik fat i Michaëlis og blev af ham undervist i, at Sagnene om Skabelsen er af to Autorer, blev min Kuriositet pirret og jeg læste i det sidste halve Aar næsten kun Hebraisk. Det tog paa Kræfterne, men det var sundt.
— Ja en stor og stærk Kleppert som Du, skal helst have noget, Du han lægge Kræfter i.
— Men tror Du, at det meste i det gamle
