80
var døbt Frans Pihl, men kaldte sig Francois le Saule. Han var i Alder med Baronen og havde fulgt ham paa hans vidtløftige Farter i Evropas Lande.
Frans Pihl var, 19 Aar gammel, bleven bortjaget fra sin Fødebys latinske Skole. Man sagde, det var fordi han havde sat Toppen paa flere Aars Gavtyvestreger og Skarnagtigheder ved en Række lyse Sommernætter at gaa ind ad Skole bygningens aabne Vinduer til 2den Lekties Rum og der træffe Rektors Stuepige, og at samme „romaniske“ Bedrift havde faaet en Verdensborger til Resultat. Det nyttede ikke, at Skræder Pihl gjorde Knæfald for Rektor og bad ham skaane en fattig Mand, hans Hustru og smaa Børn. Den store Pebling, Frans, fik det Skudsmaal af sine Hørere, at han immer havde været en Dranker, Ølhund og løsagtig Bængel. Han maatte staa Skoleret og rises af Custos i Overværelse af Rektor, Konrektor, tre Lektiehørere og 31 Peblinge. Alt, hvad Byens lærde Institution den Gang rummede, blev samlet for at være Vidne til, at Skræderens Frans blev relegeret som et ugudeligt Subjekt. Gennem forskellige Ungdomsstadier — som Kældersvend i Kroer og Løbedegn paa Landet, var han bleven Lakaj hos den unge Baron Urne. Frans forrettede med Liv og Lyst en Art Leporellogerning hos sin Herre. Og da han var et forslagent Hoved, fik han let lært Fransk og Tysk til Husbehov. Hans Herre havde lovet ham enten Degne- eller Birke-
