81
dommerkald paa sit Gods. Men François havde gennem sin Herres Samtaler med glade Fæller i Paris inddrukket den Overbevisning, at alt ondt i Verden stammede fra Kirke og Præster, og vilde derfor ikke en Gang være Degn. Og da han ikke var fri for ad egen Tænknings Vej at være kommen til at anse Lov og Ret for Fordomme og Hindringer for det frie Menneskeliv, vilde han ej heller være Birkedommer. Det var ham langt bekvemmere at føre et Liv „sans préjugés“ paa sin Herres Bekostning. Han skildrede Baronen med rørende Ord sin Kærlighed til sin Herre, hvilken han forøvrigt som oplyst Mand tilstod bundede i den alstyrende „amour propre“. Baronen gjorde ham fra Lakaj til Kammertjener. Som saadan havde han med sin Herres Toilette og intime Kommissioner at gøre, var fri for at bære Livré, gik i sort Kjole, Knæbenklæder og Strømper samt med Kalvekrøs, gav sin Herre Kredit, naar denne ikke følte sig oplagt til at betale ham hans Løn, indkasserede lækre Mad- og Vinlevninger, tog afvekslende mod Hug og gode Ord og var vis paa at have sikret sig en sorgfri Alderdom.
Han var ikke glad, naar hans Herre for en Tid trak sig tilbage paa sine Godser. Han led ikke den store, om ikke forfaldne, saa dog forsømte Borg, Hvidholm. Han foragtede dette barbariske Monument. Vel havde allerede Baronens Fader lagt Kalkpuds over de røde Munkesten og i Stedet for Spirene paa Taarnene anbragt hvid-
S. Schandorph: Gamle Billeder.
6
