82
malede Træbalustrader paa deres Platform, men de røde Sten grinede igennem paa mange Steder. Værelserne var lave og mørke og havde tætsiddende Loftbjælker som i Kro- og Bondestuer. Fra Kældernes hvælvede Vinduer foretog Rotterne stadige Farter ud i de mudrede Grave. Dernæst kendte Egnens Folk hans Ungdomsbedrifter og simple Ekstraktion. De kaldte ham endog Skræder-Frans. Han vidste, at naar Baronen tog til Takke med den barbariske Kasse fra Munketiden, saa var der Ebbe i hans egen Kasse. Baronen havde aldrig kunnet lide at flaa sine Bønder og saâ Ridefogden nøje paa Tænderne, ja havde endda været gunstig stemt for den drøftede Bondefrigørelse. Paa dette Punkt var François le Saule slet ikke enig med Danmarks Fremskridtsmænd. Hvorfor skulde en Herremand ikke have samme Ret over sine tobenede som over sit firbenede Storkvæg?
Netop i den sidste Tid fandt François tidt sin Herre i slet Humør, uden Lyst til at lade ham spille op som Hofnar med fuld Ret til at sige Baronen imod. Han havde Ordre til at vække Baronen, naar det blev lyst, men ofte indbragte hans Lydighed mod Befalingen ham en Ørefigen, naar Baronen havde faaet Benene ud af Sengen.
Saaledes gik det ham en Morgen paa en af Aarets sidste Dage. Baronens bløde Haand ramte Kammertjenerens glatbarberede, fyldige Kind fladt klaskende.
Denne Gang faldt François le Saule paa Gulvet.
