83
Han søgte at faa sin Herre i Humør ved at sætte et saa ynkeligt Ansigt op, at Baronen trak paa Smilebaandet. Han kom endog til at le, da Tjeneten teede sig pierrot-hanswurstagtigt, mens han hjalp Herren i den gule Caleçon, de hvide Silkehoser og den kirsebærrøde Silkeslaabrok. François’s Mod steg, da han under sin Syslen med Barberredskaberne skottede hen mod Baronen og ikke opdagede truende Skyer paa hans fine Ansigt.
Herre og Tjener lignede hinanden, kun at den sidste var en plebejisk Udgave af den første. De havde begge smaa lige Næser og bløde Lineamenter, smaa graa Øjne, men Baronens Træk var smaa og fine, Skrædersønnens bredere og fladere; hans Øjne var plirende. Et graadigere og simplere Begær, hvis Maal var lettere forklarligt og bestemt, lyste ud fra dem.
Mens François nu stod og indsæbede sin Herre i det dæmrende Morgenlys i den dunkle Stue, der mattedes af det brune Panel i de forgyldte Rammer, laa Ansigterne temmelig tæt ved hinanden. Kammertjeneren havde sat en ynkelig, ydmyg Mine op med Bestræbelse hen mod fjollet, slavisk Forknythed. Baronen sagde til Tjeneren paa Fransk, mens Sæben skummede paa Hage og Kind:
— Paa hvad tænker Du Sganarelle?
François svarede i samme Sprog, men gjorde sig Umage for at sige den ene Bommert efter den anden:
6*
