i Rådet om at få en redegørelse fra Danmark af mere principiel karakter. Det tredje punkt var Danmarks eget ønske om at få en mere solid opmærksomhed fra de andre landes side omkring de særlige danske problemer i forbindelse med grundlovens § 20 og artikel 235. Dette forhold var et unikt dansk problem, som andre ikke havde, og det var derfor særligt vigtigt for Danmark at forklare de andre lande sammenhængen. Virkningen af noten kan man kun skønne over, men noten har efter hans opfattelse været medvirkende til, at artikel 235-spørgsmål har fået en grundigere behandling med hensyn til, om artiklens betingelser er opfyldt. Hver gang det er kommet på tale at anvende artikel 235, har der været en grundig debat om, hvorvidt artiklen var det rette retsgrundlag. Han husker ikke tilfælde, hvor betænkeligheder fra dansk side ved anvendelsen af artikel 235 er overvundet. Det fremgår af noten, at de andre lande kendte Danmarks standpunkt, men at det måske ikke altid var fuldt forstået. De spor, som man efter en debat kan finde af, at disse spørgsmål har været på tale, er tydeligere, når der er tale om retsakter af bindende karakter, end når der er tale om resolutioner eller rekommandationer. Danmark har ingen problemer, når der er tale om de sagsområder, der er nævnt i andet afsnit i punkt 2 af noten. Man kan ikke på et givet tidspunkt svare på, hvad der er omfattet af et begreb som miljø, idet det er et begreb, hvis indhold ændrer sig gennem tiden. Det er således et dynamisk begreb. Der er påstande om, at naturfredningen er omfattet af begrebet miljø, medens andre vurderer dette anderledes. Det er et spørgsmål, der i sidste instans må vurderes politisk af Rådet. Danmark var opmærksom på, at hele fredningsområdet er diskutabelt som beslutningsområde under traktaten, og Danmark har været tilbageholdende inden for dette område. Danmark har ønsket at gøre det klart, at ved anvendelsen af artikel 235 skal tre betingelser være opfyldt - nemlig, at det skal være nødvendigt, at nødvendigheden skal rette sig mod et mål i traktaten, og at målet skal ligge inden for det økonomiske liv. Visse andre lande har en bredere forståelse vedrørende anvendelsen af artikel 235, uden at man kan sige, at Rådet accepterer den ene opfattelse frem for den anden. Den holdning, som Rådet ender med at have, kan siges altid at være et kompromis
