107
Dominikaners — og I vil gjøre vel i at erindre, at Mester Eckehart ved sin Lærdom, men i Særdeleshed ved sit uforlignelige Snille og Dybsind for stedse vil forblive en Pryd for den Orden, som det er min Ære at tilhøre —
Famulusen bøier angergiven sit Hoved under denne Irettesættelse.
— Jeg siger, i Betragtning af hans eiendommelige Udtryksmaade og philosophiske Terminologia vilde jeg mene, at hvad I her har forebragt ikke egentlig kan kaldes hæretisk, men vel er at regne blandt de Ting, om hvilke vort Ordenskapitel i Venedig, medens Mesteren endnu indtog den høieste Lærestol, den han prydede indtil sin Død, advarende mente, at man ikke i Prædikener overfor ulærde Lægfolk burde foredrage Ting, der let kan misforstaas af dem og forlede dem til Kjætteri.
— Men bør det i saa Fald taales, at en Mand bærer et saadant Skrift hos sig, der drager om som en Folkesanger — —?
Det er kun en mat Tilbagetogsfægtning, men den bliver strax slaaet ned: —
— Jeg har ikke aabnet en Klapjagt paa Smaavildt. Jeg beder kun det store Ædelvildt, denne Ubekjendte, der kaldes den store Gudsven.
Vincentius lader Hovedet hænge. Han ser, der er Intet at stille op.
— Men — fortsætter Prælaten eftertænksomt — jeg veed ikke, om der er Grund endnu til at lade dette Spor fare. Hvorfor skulde ikke den store Gudsven, om hvem det er blevet os berettet, at man kunde vente ham i en saadan Forklædning — hvorfor skulde han ikke kunne have Eckeharts Prædikener hos sig? Da han selv ikke er nogen ringe Aand; hvor kunde han søge bedre hen end til disse Dybsindigheder, som desværre kun altfor
