111
— Tal, Menneske!
— Ja det er med Eders Høiærværdigheds Tilladelse den samme Tale: — at det her er et halvt Beghard- og Beghinerhus og at man er i Færd med helt at omskabe det dertil —
— Hvad vedkommer det det Pak dernede?
— Med Forlov, de mene det vedkommer dem for saavidt, som den naadige Frues Kjætteri, som nogle sige staar under den frie Aands Brødres, eller Amalrichernes gudsbespottelige Tegn —
— Ah ha!
— Andre tale om hendes formodede Forbindelse med den store Gudsven og mene, at den, som vil vinde den udsatte Belønning, maaske gjør bedst i at søge ham paa Borg Langenstein.
— Saa! vilde han det? jeg skulde lide at see den Person, der havde Mod til at komme herop i det Ærind!
— Og alt dette hjemsøges nu paa dem, mene de —
— Pest ramme dem allesammen og stoppe Munden paa de utaknemlige Dyr! — "Dyr", siger jeg? en Hund, en Hest er taknemlig mod den, der gjør den godt, og denne Øgleæt, som hun har ødslet Velgjerninger paa, lige til selv at ville vove sig ned i deres befængte Stræder og Smøger for at yde dem Hjelp — —
— Nogle se deri et Vidnesbyrd om hendes Skyld; vi vide, at Hexe ikke smittes af Farsot, mod hvilken deres Salve beskytter dem.
— Bedre og bedre! Altsaa Kjætterske og Hex —!
— Nogle tilføie: Giftblanderske.
— Gift — —? er I forrykt?
— Der er i alt Fald een Person, som med stor Bestemthed paastaar, at Fruen har forgivet sin Husbond.
